Søg
  • Gentofte Stars Elite

Færre udlændinge i Metalligaen?

Når nu dette debatteres offentligt: Visse klubber har udtalt at nedgangen ikke skal ske på ét og samme år. Andre maler et skræmmebillede op – spørgsmålet er mere kompleks end et simpelt regnestykke med antal til- og afgang. Ser vi på kort eller lang sigt eller udtales der kun med udgangspunkt i næste regnskabsår eller har bestyrelser udstukket en langsigtet bæredygtig vision for Metalligaselskabet?


Korrekt at DYGTIGE udlændinge med den rette INDSTILLING vil være godt for ligaens niveau. Og hvis sidstnævnte regnes med i scouting af spillere – et godt udviklingsniveau for unge danskere. Dog må den danske liga tage til takke med mindre gode udlændinge pga. lønniveau og de udenlandske spilleres indstilling – er måske netop derfor de ”kun” havner i den danske liga? (Bundniveau!).


Men hvis niveauet på de danske spillere er på vej ned – hvordan bliver niveauet i den danske liga så i fremtiden? 8 udlændinge og 12 som er så langt fra, at istiden bliver minimal – og hvilket resultat opnås så? Endnu dårligere danskere. Og når istiden forsvinder fra de bedste – hvad tænker talent nr. 3 og 4 på 16-17 år? Måske, at den sport ikke kan opfylde de drømme som var der engang. Exit! (Skræmmebillede i modsat retning).


Talentudvikling kræver et godt miljø og gode trænere. Men det kræver også en masse – ikke kun ift. at der går en vis procentdel ”til spilde”, men også så de unge har nogen at spille med og mod. Fastholdelse lyder som et breddeprojekt, men i dansk ishockey har det ekstra betydning for det elitære arbejde. Vi taber spillere (som alle idrætsgrene) men vores grundlag er så skrøbeligt, at flere klubber ikke har ældre juniorhold. Når der hverken er medspillere på egen alder eller en ”værdig” turnering indebærer det, at flere stopper unødvendigt. Og desværre ikke pga. for høj belastning eller manglende interesse.


Dette har flere af eliteklubberne ingen interesse i (eller viden om?). Måske det skulle være den næste satsning for dem med overskud: At ansætte en kvalificeret U-træner eller give U-afdelingen økonomisk hjælp til en fysisk træner, et videosystem eller finde en læreplads med fleksibilitet til en ung spiller. Hvis spillerne med talent og ret skoling ikke kommer frem, vil niveauet falde markant i ligaen. Meget værre end forskellen mellem udlænding nr. 6-8. Og måske ville en ung sulten dansker levere mere til fans og lokalsamfund i mange år fremover, i stedet for dét mønster vi ser nu – en middelmådig udlænding som er væk året efter.


De kommende juniorårgange er ikke på tidligere niveau. Det har DIU (og dem med interesse for det) vidst i mange år. Forhåbentligt vedtages der initiativer, som hindrer at historien gentager sig. Metalligaklubberne tager hvad de kan (og skal!) fra de øvrige amatørklubber og egne ungdomsafdelinger. Men derfra og til at have interesse for udviklingen i 1. division, U20 og U17 er der langt – og måske en nødvendig prioritering, jf. ovenstående ift. årsregnskabets vigtighed.


Det er umådeligt svært at være talent i dansk ishockey i dag – og endnu sværere, hvis du ikke er i en elitetrup, hvor daglige træningstider som regel er bedre. Kampe i Metalligaen kræver jo somme tider en tirsdagstur på 6 timer t/r i bus, hvilket er hårdt med uddannelse og/eller job. Får du så kun 0-4 min. spilletid om tirsdagen er 1. divisionskampen, onsdag, pludseligt din vigtigste udviklingsmulighed. Det er så kl. 20.30 på udebane, med 4 timers søvn om natten, og er så hjemme kl. 23.30 (på Sjælland), hvor du så skal spise/lave lektier. Kraftcentertræningen torsdag morgen, kl. 08.00 på is, bliver ikke af højeste kvalitet.


DIU siger det er op til klubberne og deres istidskoordinatorer at fastlægge kampe. En DIU-ansat kampkoordinator ville evt. være en hjælp til at håndhæve reglerne, som faktisk findes, om at kampe skal spilles i en vis termin – så belastningen i U-rækkerne faldt mere rytmisk. Desuden at denne skulle følge udstukne regler, som at kampe for visse aldersgrupper ikke måtte ligge for sent om aftenen. Ja, det vil nok indebære, at de yngre hold skulle træne mere i weekenden, da det jo visse gange er fordi der lige skal presses en U11/U13 træning ind i programmet inden de ældre juniorers kampe. De små kan jo ikke træne sent – det tager klubberne korrekt højde for.


Men konkurrencen i sporten (fra andre idrætsgrene og andre nationer) i dag gør, at vi skal finde nye veje til at FASTHOLDE og UDVIKLE vores talenter. Metalligaholdene kan vælge at samarbejde – og faktisk stolt konkurrere på den front – eller de kan blive ramt af et større problem end det at gå fra 8 til 6 udlændinge over en årrække.

Ud ad tangent, men ovenstående for at belyse/oplyse om problemstillingen i dansk ishockey.

Tidligere nævnt savn af kompleksitet i debatten: Vi skal jo ikke bare proppe spillere ind i trupperne. De skal også udvikles.


Et nyt hold (med 4-6 udlændinge, læs Gentofte) vil indebære at 17-18 danskere vil få chancen, hvoraf et antal af disse vil få en betydende rolle på holdet og ikke ”bare” være med i truppen. Også et vigtigt parameter i debatten. Selvfølgelig vil 1-2 færre udlændinge rykke i hierarkiet på et hold, men der vil fortsat være 6 topspillere som man skal forbi, for at få plads i de afgørende situationer.


Påstanden om landsholdets niveau følger ligaens er igen et for simpelt regnestykke. Selvfølgelig havde niveauet på de danske spillere betydning, men opturen for det danske seniorlandshold hang sammen en vis svensker, som kom ind og satte talentudviklingen i system. Desuden steg antallet af danske spillere i udlandet – ligesom vigtigt, hvilke roller/istid/ansvar disse havde på deres respektive hold. Det er stadig gældende.

Vi undlader for omfangets skyld at komme ind på udlændingedebatten ift. målmænd og dansk landsholdsishockey.


Uden at kende til spillerbudgetter i Metalligaen vil vi alligevel påstå, at flere hold med lavere budgetter og færre udlændinge, historisk, har drillet hold med bedre økonomi – når afstanden ikke er for stor. Fjernes lønloftet vil der derimod med sikkerhed ske en skævvridning/opdeling af ligaen. (Der er pt. 22 point mellem nr. 1-8, så ”konkurrencemæssig ulighed” indikeres allerede). Det optimale er jo at alle fra sæsonstart har reel mulighed for at blive dansk mester, jf. den amerikanske model. Der er vi ikke (endnu?). Dog anses det vigtigste at der er spænding om slutspilspladserne i ligaen, hvilket ikke er tilfældet pt. Selvom der er mange point at spille om endnu – og meget kan ske (!!), vil en hockeyfan synes at ligaen er mindre interessant!?


Om en Metalligaklub er en underholdningsfabrik eller ”en del af noget større”, skal hvert eliteselskab afgøre. Og ja, de danske spillere vil få gavn af en klub ekstra og færre udlændinge, det er jo markedsvilkårene. Det er så op til klubberne at stille kravene derefter, ligesom visse klubber kan markedsføre sig på gode udviklingsmuligheder i stedet for at konkurrere på løn alene.


Gentofte Stars U-afdeling har som vision at ville være den mest attraktive klub at være spiller i, hvilket Gentofte Stars Elite vil forsøge at videreføre, hvis vi får lov at deltage. Vi har selvfølgelig vores egen vision som strækker sig mod stjernerne, men er ydmyge overfor opgaven og respekterer at processen vil tage tid. Vi vil bygge et bæredygtigt Gentofte Stars Elite, der vil samarbejde med U-afdelingen med talentudvikling og lokal CSR!


Gentofte Stars Elite





0 visninger

Copyright © 2014, 2015, 2016, 2017 Gentofte Stars. Alle rettigheder forbeholdes.

 

FØLG HOLDET HER:

  • Instagram Clean
  • Facebook Clean